Torben Helstrup på LinkedIn: Desperate danskere valfarter til USA for at blive kvit med følger efter… (2024)

Klar tale. Så er tingene sat på plads. Håber, at det sætter dybe spor i alle.

25

Godt indspark !

4

1 Kommentar

https://lnkd.in/diMc-SRgHjernerystelse, samsynsfejl og plagsomhed.Et nyt dansk studie udpeger nogle særdeles interessante forhold. Dels optræder den hyppigste samsynsfejl “Convergence Insufficiency” (CI) cirka FIRE gange oftere i gruppen med post-concussion syndrome end i normalbefolkningen, dels er ALLE symptomer forstærkede og MERE plagsomme end i gruppen som helhed.Hvorvidt vi taler sammenfald eller sammenhæng, ved vi ikke. En foreløbig fortolkning kunne pege i retning af, at diagnosen er et udtyk for et mere omfattende nedbrud i de neurologiske forhold. Det Optomotoriske apparat udgør i forvejen det mest komplekse neuromuskulære system, naturen har udviklet, og kunne derfor være en god biomarkør. Men uanset baggrund er hjælpemulighederne velkendte. Det er et specialefelt i øjenfa*gene (specialiserede optometrister, skeleterapeuter og øjenlæger), og har været det i mange årtier. Men den viden lever en skyggetilværelse.Så lad mig tilføje noget baggrund og perspektiv.CI diagnosen markerer en svækkelse i at sigte øjnene til en fælles læse- og skærmafstand. Tilstanden er problematisk og medfører hurtigere udtrætningssymptomer - på en skala fra milde til svære - afhængig af belastning. Hyppigheden er mindst 5-6 % i normalbefolkningen, og tilstanden er fløjtende ligeglad med et etnicitet, hudfarve, trosretning, køn, lokalisation på jordkloden samt højde og drøjde.Diagnostiske kriterier og behandlingsmulighederne er velunderbyggede og gennemprøvede - både understøttende, kompensatorisk og genoptræningsmæssigt. Der er hjælp at hente.Der er altså intet nyt i den grundlæggende synsfa*glige håndtering, det er patientgruppen, som er ny. Men de vilkår er heller ikke ukendte. Specialiseret synspleje har i mange årtier været i anvendelse i andre patientgrupper - fx ved almen svækkelse, neurologiske degenerative lidelser og stroke.Det kræver en helt særlig kompetance og erfaring at arbejde i det område. Men øjenfa*gene rummer dybt specialiserede fa*gpersoner.Derfor er det også lidt bekymrende at observere, at senfølger efter hjernerystelse tilsyneladende har aktiveret en stor og broget skare af ergoterapeuter, fysioterapeuter, neuropsykologer og andre, som dels ikke selv har kompetance til at udrede øjenforholdene eller får det afklaret tidligt nok i forløbet, dels forestår en hel del gør-det-selv samsynstræning.Her er det vigtigt at påpege, at både diagnose og behandling rummer mange vildveje og fælder for ikke-fa*gkyndige. Mange andre synskonditioner kan udtrykke sig, så det ligner, men har helt andre baggrunde. Behandlingsmæssigt kan forkert træning medføre overspændte kompensatoriske reaktioner istedet for at ramme den/de underliggende svækkede komponent/er (som minimum skal træningsopsættet fortolke og kontrollere; sensoriske komponenter, to-delingen i den refleksive og adaptive vergensevne, fokusydelsen samt nærtriaden).Videngrundlaget, hjælpemulighederne og den nødvendige erfaring i øjenfa*gene er veletaplerede - brug den nu !

15

Spillereglerne for krop og hjerne er jo de samme: Vedligeholdelse er en “dyr” sag, og ubrugte energislugere bortskaffes. Man kan ikke hvile sig rask, tværtimod kan det virke kontraproduktivt.God heling efter hjernerystelse indebærer målrettet aktivitet, og der er tre ting, der er vigtige at holde styr på. Det er: Dosis, dosis og dosis.En god tommelfingerregel er, at mærkes væsentlige symptomer 15 minutter efter en aktivitet, var den nok i overkanten. Efter passende hvileperiode genoptages aktiviteten, blot kortere eller mildere end sidste gang. Herfra kan der bygges videre.Fremgangsmåden har været udsat for “tidens test”, og har guidet mange hundrede patienter gennem aktivitetsforløb til en normal hverdag.

8

https://lnkd.in/d8jyR9C9Ved man noget i USA, som vi ikke ved ? Kan man noget i USA, som vi ikke kan ? Begge spørgsmål kan besvares med et rungende NEJ.Men de kan råbe højt - og markedsføring og historiefortælling - det kan de i den grad. Vores kulturer er helt forskellige på de punkter, og vores budskaber er ikke kun rent drevet af markedsandele og omsætning.Men før vi bliver for selvfede så lad os vende pistolen. Vi ser jo tydelige elementer af det klassiske clash mellem klinisk håndtering/praksis og akademisk rådgivning/forskningspraksis.Første spørgsmål: Har vi en god balance i tingene ? Meget tyder på, at vi ikke har. Det er let at pege på, at der ofte ses langvarige og snørklede veje i vores offentlige behandlersystem. Passivitet og modløshed er gift for en krop og hjerne, der burde aktiveres.Hvordan er vi havnet i den situation ? En del af svaret ligger muligvis i, at langvarige rehabiliteringsindsatser er havnet hos kommunerne. Man vil naturligvis gerne sikre sig, at penge og ressourser anvendes fornuftigt - og læner sig kraftigt op ad forskningen på området. Men forskningsfeltet har IKKE svaret. De forsyner os med vigtigt baggrundsmateriale, men kan IKKE handle. Det ser ud til, at akademia er blevet vægtet for højt.Vi er nødt til at opgradere de kliniske discipliner, og vi er nødt til at sætte kvalifikationskrav til den kliniske udøvelse. I mit felt kan man fx gå direkte til kliniske arbejdsfunktioner straks efter boglig uddannelse (klinisk supervisering er yderst beskeden - og i hvert fald langt fra tilstrækkelig). Et klinisk team skal beherske handlekraft. Når lidelser er tværgående, skal teamet naturligvis også være det. Men teamet skal bestå af monofa*glige dygtige aktører. Det er ikke nok, at mene “at man behandler det hele menneske”, og “det er også så synd for dem”. Det bliver let en undskyldning for ikke at skabe den nødvendige motivation og aktion. De neuroplastiske principper er velfunderede, og dikterer trinvis genoptræning. Og indsatsen skal forvaltes af ERFARNE klinikere/trænere. Jo mere belastet patient, jo mere personliggjort indsats. Amatører burde forbydes adgang.Taler vi senfølgeramte, som også er belastet af psykiatriske lidelser, er det en anden sag. Grupperne bør adskilles så godt som muligt.Men er vi klar til at udvikle de kliniske discipliner her i andedammen - eller skal vi vænne os til, at folk valfarter til USA til tidens populæreste træningsguru ?

10

1 Kommentar

“Hvileskolen” er aflyst. Synes egentlig, at den har været det i flere omgange. Men den bliver ved at dukke op igen - bare med nye ansigter.Hjernerystelse har været meget oppe i tiden - fortjent, for vi trænger til en ordentlig og rationel tilgang i behandlingen. Men det har også medført en lille underskov af nye “eksperter” og andre tilsyneladende selvbestaltede “meget neurokyndige”.Men alle former for “coaches/terapier” som fokuserer meget på at føle sig i balance med et eller andet, indeholder meget indadvendthed og passivitet kan virke kontraproduktivt - inklusive overdrevet “mental yoga”, “mindfullness” og “energiforvaltning”.Det er fint at samle kræfter, men de skal bruges til noget.Den relevante behandling hedder “eksponeringsterapi”. Basta. Kunststykket herfra bliver at bestemme den optimale progression for hver enkelt menneske.

10

Hjernerystelse: Samsyn og robusthed.Når vi generelt taler om robusthed, lander vi hurtigt på begreberne “stamina” og “endurance”. Førstnævnte i betydningen “udholdenhed” eller “modstandskraft”, sidstnævnte mere i betydningen “evnen til at præstere over tid selvom det er hårdt”. De danske betegnelser er gode og meningsbærende.Det er oplagt vigtigt at besidde robusthed i mange sportsgrene. Men alle vores daglige gøremål forudsætter ligeledes, at vi ligger over et situationsbestemt bundniveau, ellers fejler vi eller overbelastes.Visse arbejdsfunktioner opstiller derfor konkrete “præstationskrav”. En soldat formodes at være og holde sig i god fysisk form, men samme gælder også for fx en Falckredder.Hver enkelt kandidat evalueres derfor med en såkaldt “Coopertest”, som skal beståes for at vurderes egnet til jobbets opgaver.Testen består i at gennemføre en bestemt løbedistance indenfor et bestemt tidskrav. I Falckredderens tilfælde er det ikke fordi, vedkommende skal løbe rundt den halve dag, men testen peger på, at kondition og iltomsætning er over et vist bundniveau. Personen vurderes derfor at besidde en fysisk egnethed til, hvad der måtte forekomme. Altså, en robust person.Nøjagtig de samme betingelser gælder for vores samsyn. Som bekendt starter vores normale synsevne med et to-kanals sensorsystem, som sender enorme mængder inputs på en meget lang rute gennem hjernen.Når perceptionsprocessen er overstået, sendes øjnene til en ny fælles position i omgivelserne. Det foregår med en ufattelig præcision - mange, mange tusinde gange hver dag - nemt, ubesværet og utrætteligt. Altså, et robust samsyn.I genoptræningsopgaver efter langvarig hjernerystelse kan der indgå perceptuelle øvelser på computerskærm, eller gradvis optrapning til arbejdsmarkedet inklusive skærmarbejde.Men er samsynets fysiske “stamina” under et vist bundniveau, kan det let sætte en kæp i hjulet for mange andre rehabiliteringsforsøg, som kræver synsaktivitet. Overskridelser fører let til udvikling af fejlkompensation og overbelastningssymptomer.Det normale samsyns præstationsevne er rimelig godt dokumenteret. Bundniveauet kan klinisk indkredses via specialtestning - fx vektogram nr 12 kombineret med psykofysiske principper = samsynets Coopertest (metode beskrevet i tidligere indlæg).Vurdering af præstationsevnen hos svækkede personer er generelt set en kunstart. Uanset metode kræver det stor indsigt og erfaring. En del neurooptometrister behersker og anvender metoden omtalt ovenfor.Men tankegangen er ikke ny, tværtimod. Gennem tiden er forskellige kriterier beskrevet, alle med hensigt at udskille det svækkede symptomgivende samsyn.Norske optometrister har udtænkt en ny variation. Forsøg er gennemført i mindre målestok, men tankegangen er valid og klinisk anvendelig.Stamina er indlysende afgørende vigtig i alle typer opgaver over tid. En kvantificering kan derfor være afgørende for mange andre indsatser i rehabiliteringsfeltet.Link i kommentarfeltet.

10

2 Kommentarer

https://lnkd.in/dhK7KcfBSynssansen der aldrig kommer til synsprøve - det perifere syn.Det er ikke fordi, der mangler opmærksomhed på øjets nethinde for tiden. “Fundusfoto” tilbydes vist hos alle optikerkæder i Danmark efterhånden, men her er fokus på detektion af både systemiske- og øjenlidelser.Den vedhæftede metaopgørelse handler ikke om sygdom, men derimod hvad vi rent faktisk anvender vores perifere syn til i vores liv.Mennesket har, neurologisk set, to uafhængige synssanser: Det centrale- og perifere syn.Mens det centrale syn både historisk og i praksis modtager meget opmærksomhed, gælder det samme ikke for det perifere syn.Det, til trods for, at svigtede vores perifere synsevne, ville vi være helt fortabte i mange helt almindelige gøremål i hverdagen - fx gå en tur, handle ind, cykle, køre bil og alle typer sportsaktiviteter.Hvis benævnelsen “det perifere syn” skulle erstattes af et mere meningsbærende dansk ord, må det blive “overblikssynet”.Det er hjernens instrument til at holde styr på, hvor vi er i omgivelserne; bevægelser omkring os, potentielle trusler og kollisionskurser. I et kompliceret samspil med erhvervet viden, opgavens vigtighed, distraktorer, aktuelle følelser i den aktuelle situation flytter vi øjne, hoved og krop til nye positioner - og forhåbentlig kompetente handlinger.Det perifere syn er knyttet til hjernes implicitte strukturer for hukommelse - til sammenhængende komplicerede handlemønstre, som vi ikke sætter ord på. Vi udfører dem hele tiden.Ligeledes holder hjernen styr på omverdenens horisontale- og verikale linier, og matcher med balance- og muskelsansernes fortolkning af tyngdekraftens lodlinie. Er der uoverenstemmelse opstår fænomenet “transportsyge”.Artiklen er meget omfattende og en omhyggelig sammenfatning af brugsegenskaberne af vores perifere syn, og udgør et godt udgangspunkt for overvejelser, om vi egentlig har forstået betydningen af “den glemte synssans”, og hvordan den muligvis kan indgå i rehabiliteringsarbejde.Den er oplagt tværfa*glig interessant, især for fa*gdiscipliner som handler om at genvinde frihedsgrader i bevægelse, efter alvorlige skader har skabt ravage.

12

2 Kommentarer

Det psykofysiske princip - anvendt i udvalgt samsynstest- og træning.Først. Metodens hensigt er at knytte en perceptuel sensation til en konkret fysisk stimulus. Ved systematisk at manipulere stimulus kan der tegnes et billede af den opleverede virkning.Metoden er universel, men her beskrives udvalgt samsynstest- og træningsbehandling.I tidens ånd kan arbejdsmetoden også beskrives som “stresstest; præstationstest; duelighedstest eller måske allerbedst som Tryktest”.Når vi taler om samsyn, er den normale motoriske komponent velbeskrevet. Fx. Bruges begreberne “fusionsreserve eller fusionskraft”. Det er et mål for evnen til at holde øjnene koordinerede over tid trods belastning. I en testsituation kan man ret enkelt opstille en *mulighed, hvor der er fuldstændig kontrol over synssansens sensoriske komponenter. Fra dette udgangspunkt kan fusionskraften gradvis belastes i små enheder, og den oplevede virkning kan scores på fx “1 - 10; visual analog scale”. Både kraftmål eller udholdenhed kan vælges som måleværdier.Metodens styrke er, at den er meget hurtig at afvikle, og det er let at afsløre underpræstation samt evt. symptomprovokering. Den er derfor især egnet til patienter, der ikke tåler længerevarende synstestning. Ulempen er, at den ikke peger på årsager til unormale forhold. Det kræver anden fa*glig udredning. Den konstaterer bare den leverede ydelse.Men metoden peger på svar, når andre i rehabiliteringskredsen efterspørger mulighed for arbejdsprøvning o.lign.. Underpræsteres markant er fx skærmopgaver i praksis udelukket. Øjnene vil være udtrættet på rekordtid. I takt med bedring kan der også peges på egnede tidpunkter til gradvis optrapning af visse vedvarende synsaktiviteter.I træningsbehandling er arbejdsmetoden særdeles anvendelig, især når patienterne har udfordringer på flere felter. Ved at udforme små korte konkrete opgaver kan man vurdere, om træningsaktivitet overhovedet er en mulighed på tidspunktet, samt om der er komplians til hjemmeopgaver.Eventuelle pårørende vil finde aktiviteter af den type pærenemme. Det medfører gerne bedre indsigt og forståelse for patientens usynlige svækkelse, som også selv bliver mere bevidst om sin situation.Enhver aktivitet vil resultere i en måleværdi - maksimum belastningsstyrke eller tidsenhed for udholdenhed. Alle aflæser det samme, og alle ved om indsatsen har nogen nytteværdi.Men især en egenskab er meget værdifuld. Metoden giver mulighed for at finjustere “dosis” meget præcist, og man undgår “hård træning”, som kan tage modet fra nogle.* I kommentarfeltet følges op med lidt teknikaliteter.

8

2 Kommentarer